Mange unge tænker ikke over, at en indboforsikring også indeholder en vigtig ansvarsforsikring.
Er du ved fejl eller forsømmelser skyld i, at andre kommer til skade eller får ødelagt deres ting, kan du komme til at betale erstatning - i værste fald op til flere mio. kroner ved alvorlig personskade. Derfor er det meget vigtigt, at du som ung har en privat ansvarsforsikring, som er en del af din indboforsikring
Bliver du mødt med et erstatningskrav, kan du i mange tilfælde få hjælp fra dit forsikringsselskab.
Anmeld altid skaden til dit selskab
Er du ansvarlig, betaler dit forsikringsselskab erstatning til den skadelidte - med mindre du har lavet skaden med vilje, eller fordi du var fuld. I sådan en situation må du selv betale.
Har du ikke gjort noget forkert, hjælper dit forsikringsselskab dig også. De hjælper nemlig med at afvise krav om erstatning, hvis det juridisk set slet ikke er din skyld, at skaden er sket.