Sygdom på rejsen
Forsikring af bagage
Dit personlige ansvar tager du også med på rejsen, og det er også dækket under af en indboforsikring, hvis du har sådan en selv eller er dækket af dine forældres. Dit ansvar kan også være dækket på en rejseforsikring.
Vær dog opmærksom på, at en indboforsikring kun dækker i op til 3 måneder i udlandet.
Lad ikke rygsækken passe sig selv
Der kan være situationer, hvor din forsikring ikke dækker tyveri på rejsen. Hvis du fx efterlader din bagage uden opsyn på en banegård i forbindelse med et pludseligt toiletbesøg, kan det give problemer med at få erstatning.
Afhængig af den konkrete situation kan dit forsikringsselskab vurdere, at du har opført dig groft uagtsomt. I sådan et tilfælde kan du miste retten til at få erstatning, hvis der sker tyveri af eller fra din bagage.
Derfor bør du altid være ved din bagage, medmindre den er låst inde. Men vær opmærksom på, at der kan være ting, bl.a. penge og smykker, som ikke er dækket ved tyveri fra fx et bagageskab.
Pas på lommetyve
Vær også på vagt over for lommetyveri, hvilket er meget udbredt i de fleste storbyer og steder, hvor der er mange mennesker. Lommetyveri bliver forsikringsmæssigt betragtet som simpelt tyveri, hvilket betyder, at der er en begrænsning i dækningen.