Tema
Debat

Nu kan du sammenligne forsikringer online til hele husstanden

17. apr. 2020
Forsikringsguiden.dk lancerer en ny funktion, så danskere for første gang online kan sammenligne forsikringspakker på tværs af selskaber. Den nye funktion skal sikre, at forbrugerne får en overskuelig sammenligning af priser og dækning, også når der sammenlignes mere end én forsikring.

Forsikringsguiden.dk er et online sammenligningsværktøj, som forsikringsselskabernes brancheorganisation, Forsikring & Pension, og Forbrugerrådet Tænk står bag. Formålet med hjemmesiden er at give danskerne et uvildigt overblik over, hvad forsikringer koster, og hvilken dækning man får hos forskellige forsikringsselskaber.

På Forsikringsguiden kan man sammenligne bil-, hus-, indbo-, ulykke-, fritidshus- og rejseforsikringer. Førhen var det kun muligt at sammenligne én forsikring ad gangen, men Forsikringsguiden er nu klar med priser på, hvad det koster, når man vælger flere forsikringer.

- Det har længe været et ønske for os at kunne tilbyde sammenligning af forsikringspakker, og derfor har vi det seneste år arbejdet på et stort IT-projekt, der muliggør, at danskerne nu kan sammenligne forsikringspakker. Vi er stolte af og glade for den nye løsning, som vi håber vil bidrage til at skabe endnu mere gennemsigtighed på forsikringsmarkedet, siger Karina Ransby, underdirektør i Forsikring & Pension.

Uvildig sammenligning

På Forsikringsguiden.dk kommer priserne direkte fra forsikringsselskaberne, og det sikrer, at priser og dækning altid er opdateret.

- Når danskerne sammenligner forsikringer på Forsikringsguiden, får de realpriser direkte på skærmen fra selskaberne frem for forsikringstilbud på e-mail. Sammenligningen ses online med mulighed for at justere med det samme – og det sker uvildigt og uforpligtende for forbrugerne. Det er her, vi for alvor skiller os ud fra konkurrenterne. Dette er en hel unik sammenligning af forsikringer, som vi p.t. ikke har set i samme form i udlandet – heller ikke hos vores nabolande, som vi normalt sammenligner os med.

- Forsikringsguiden dækker 85 pct. af markedet for de seks forsikringstyper, vi har på Forsikringsguiden. Det sikrer, at danskerne får et godt sammenligningsgrundlag. Samtidig er det et mål for os at få endnu flere forsikringsselskaber med, så forbrugerne får den bedste sammenligning, siger Karina Ransby.

Kontakt


Karina Ransby

Underdirektør, cand.polit.
+45 41 91 90 80
;