Tema
Debat

Rekordfå tyverier og indbrud i Danmark

I 2020 blev der både anmeldt færre indbrud, gadetyverier, cykeltyverier og røverier til forsikringsselskaberne.

 

Corona-nedlukningerne er en del af forklaringen, men der er også tale om en vedvarende tendens. De samlede erstatninger for indbrud og tyverier er i gennemsnit faldet med ca. 8 pct. om året siden 2010.

 

- Antallet af indbrud og tyverier var usædvanlig lavt i 2020. Det skyldes bl.a., at vi alle sammen har været meget mere hjemme på grund af corona, og det har gjort det sværere for tyvene at komme til, siger underdirektør Pia Holm Steffensen fra Forsikring & Pension.

 

- Samtidig kan vi se, at der nu i mange år stille og roligt har været et vedvarende fald i antallet af indbrud og tyverier i både private boliger og i virksomhederne. Det er virkelig en positiv og glædelig udvikling. Indbrud og tyverier skaber stor utryghed, ubehagelige oplevelser og er dyrt for os alle sammen, siger Pia Holm Steffensen.

 

Forebyggelse betaler sig

Som privatperson er der mange gode og effektive ting, man kan gøre. Fx deltage i initiativer som nabohjælp og ved at have lys tændt i hjemmet, selvom man ikke er hjemme, og huske at låse dørene.

 

Det er den type forebyggelse, der gør det sværere for tyvene at komme til. Forsikringsbranchen arbejder også på at forebygge indbrud.

 

- Det gør vi blandt andet ved at arbejde for, at langt flere boliger bliver bedre sikret mod indbrud, støtte op om private initiativer som fx nabohjælp og om indsatser, der giver politiet bedre mulighed for at opklare flere indbrud, siger Pia Holm Steffensen.

 

Et fald på 9 pct. om året 

Tallene fra Forsikring & Pension viser, at antallet af anmeldte tyverier i gennemsnit er faldet med ca. 9 pct. om året siden 2009. Samtidig er de gennemsnitlige erstatningsudbetalinger per anmeldelse stort set uændret over hele perioden.

 

I 2020 udbetalte forsikringsselskaberne samlet set 932 mio. kr. i erstatninger for tyverier og indbrud. Det er et fald på 370 mio. kr. svarende til et fald på 28 pct. i forhold til 2019.

 

Det største fald er i erstatningerne for indbrud i private hjem. Men der er også sket relativt store fald i indbrud i sommerhuse og erhverv, hvor erstatningsudbetalingerne er faldet med hhv. 25 pct. og 19 pct. på et år.

 

Der er desuden et fald i udbetalte erstatninger i forbindelse med simpelt tyveri og røveri. Det er fx, når folk bliver overfaldet og berøvet på gaden.

 

Fald i anmeldte tyverier siden 2009

Fald i udbetalte erstatninger for de fleste typer af tyveri og indbrud i 2020

 

 

Kontakt


Pia Holm Steffensen

Underdirektør
+45 41 91 91 40