Tema
Debat

Forsikring under erhvervspraktik i udlandet

Du er omfattet af EU-sygesikringen (det blå kort), men overvej en rejseforsikring.​​​

Sygdom

Er der tale om et ulønnet praktikophold eller studieophold i op til 1 år i et EØS-land eller Schweiz, er du omfattet af EU-sygesikringskortet (det blå kort). Er der tale om et lønnet praktikophold, kan du i visse tilfælde bevare din tilknytning til den danske sygesikring og få ret til EU-sygesikringen (det blå kort).

Det er din bopælskommune, som udsteder EU-sygesikringskortet.
 

Indboforsikring

Din indboforsikring dækker dine ting i op til 3 måneder på udenlandsophold. Det betyder, at den bagage, du har med, er dækket på samme måde som i Danmark. Desuden dækker forsikringen også dit privatansvar. Men vær opmærksom på, at skader du laver under arbejde for andre, normalt ikke er dækket.   

Rejseforsikring

Det er en god idé at købe en rejseforsikring, som bl.a. dækker syge- og hjemtransport, så du i tilfælde af sygdom eller ulykke kan blive transporteret hjem til Danmark. Har du en rejseforsikring i forvejen, så husk at tjekke, at den også dækker under praktikophold.
 
Du kan også udvide rejseforsikringen til at dække din bagage og dit privatansvar, hvis du skal være væk i mere end 3 måneder, samt eventuelt det erstatningsansvar, du kan få, hvis du er skyld i andres skade under din praktik (i det omfang landets egne borgere som arbejdstagere kan blive ansvarlige for skader, de laver under arbejde for andre).

Ulykkesforsikring

Hvis du har en ulykkesforsikring, dækker den typisk også i udlandet i op til 1 år. Men undersøg hos forsikringsselskabet, om de også vil dække i praktiksituationen.