Tema
Debat

Erstatningsbil efter uheld

Skal din bil på værksted efter et uheld, kan du i nogle tilfælde få dækket udgiften til en erstatningsbil i reparationstiden.

Egen kaskoforsikring

Din egen bilforsikring kan være udvidet til at dække leje af en bil efter uheld, der er dækket af din kaskoforsikring. Du kan se i din forsikringsaftale, hvilke dækninger du har valgt og hvor meget, du evt. kan få betalt.

Nogle forsikringsselskaber tilbyder også en erstatningsbil, hvis du bruger et af de værksteder, som de har en særlig aftale med (fordelsværksteder).

Er du i tvivl, så kontakt dit eget forsikringsselskab. 

Modpartens ansvarsforsikring

Hvis du skal have erstatning  for en lejebil fra modpartens ansvarsforsikring, skal følgende betingelser være opfyldt:

  1. Modpartens selskab har helt eller delvist anerkendt erstatningsansvaret for uheldet
  2. Du bruger din bil erhvervsmæssigt, eller
  3. Du kan ikke undvære din bil, fordi offentlig transport til og fra arbejde ikke er mulig, eller kun mulig med meget store tidsmæssige gener.

Hvordan sker betalingen?

Du skal selv lægge ud for leje af erstatningsbilen. Modpartens forsikringsselskab refunderer dig deres andel af udgiften, når du har fremsendt dokumentation, dvs. en regning, for lejeudgiften.

Vær opmærksom på følgende:

  • Du får kun dækket lejeudgiften i den egentlige reparationstid, dvs. den tid, det tager at reparere din bil. En ekstraordinær lang reparationstid fx som følge af ventetid på værkstedet eller på reservedele, som er i restordre, er ikke dækket. Spørg evt. taksatoren, hvor mange dage, der er afsat til reparationen.
  • Er bilen totalskadet, får du typisk kun betalt lejeudgiften i maksimalt to uger fra skadedatoen
  • Du kan normalt kun få betalt billejen i hverdage - ikke i weekender og på helligdage
  • Selskabet fratrækker et beløb, der svarer til de sparede udgifter for brug af egen bil (vejledende fradrag er ca. 1 kr. pr. kørt kilometer for almindelige personbiler)
  • Vælger du at købe ekstra forsikringer fx afsavns- og/eller særskilt ulykkesforsikring, selvrisikoforsikring når du lejer en bil, kan du ikke forvente at få denne udgift betalt.
  • Hvis modpartens forsikringsselskab kun delvist har anerkendt erstatningsansvaret for uheldet, bliver erstatningen til leje nedsat.