Tema
Debat

Fyrværkeriskader på bilen - er du dækket ved nytårsskader?

Nytåret byder på fest, fyrværkeri og masser af folk på gaden. Desværre kan det også betyde, at der sker både alvorlige fyrværkeriskader på både personer materielle ting, fx din bil.

 

Fyrværkeriskader på din bil er normalt dækket, hvis du har en kaskoforsikring. Men hvis du har købt din forsikring med en selvrisiko, skal du som udgangspunkt selv betale den.

Kun hvis du har købt en særlig selvrisiko- eller friskadeforsikring, kan du slippe for at betale selvrisiko ved udvalgte skadetyper, fx nedstyrtende genstande, seriehærværk og glasskader. Tjek din forsikringsaftale eller spørg dit forsikringsselskab.

Det skal du gøre

Har din bil fået fyrværkeriskader, skal du, ligesom med alle andre skader, anmelde skaden til dit forsikringsselskab og kontakte dit værksted for at få vurderet skadens omfang.

Har du ikke en kaskoforsikring?

Har du kun en ansvarsforsikring på din bil, kommer du selv til at betale for fyrværkeriskaderne, medmindre du ved, hvem der har lavet skaden, og de har opført sig tankeløst eller uansvarligt.

Ofte kan det være svært at gøre andre ansvarlige for fyrværkeriskader, fx hvis en raket falder ned i taget på en bil. For enten ved man ikke, hvem der har lavet skaden, eller også har personen ikke båret sig forkert ad.

Er skaden derimod sket, fordi en person har fyret sit fyrværkeri af tæt på din bil eller har forsøgt at ramme den, kan personen godt komme til at betale erstatning til dig. I sådan en situation, er det en sag mellem dig og personen samt personens eventuelle private ansvarsforsikring (som er en del af en indboforsikring).

Gode råd ved fyrværkeriskader

  • Parkér din bil i en garage eller carport, hvor den kan stå overdækket
  • Alternativt parkér din bil væk fra vejen og pladser, hvor der er mange mennesker
  • Undersøg, hvordan du er forsikret, og om du kan købe en udvidet dækning
Din browser er forældet, Du bør opdateres til en moderne browser. Læs mere her.