Hustypen har betydning for, hvad du skal være opmærksom på, når du køber et nyt hus. 

 

Der er forventelige forhold ved alle hustyper, som ikke nødvendigvis er beskrevet i tilstandsrapporten, som bliver udarbejdet som en del af huseftersynsordningen. Derfor er det en god ide at sætte sig ind i de forskellige hustyper, inden du køber.

 

Sammen med tilstandsrapporten finder du en hustypebeskrivelse for den aktuelle hustype. En hustypebeskrivelse indeholder vigtig information om den hustype, som tilstandsrapporten vedrører. 

 

Hustypebeskrivelserne er altså en vejledning for købere og husejere om, hvilke forhold ved den enkelte hustype der i særdeleshed kræver vedligeholdelse og/eller har en bestemt levetid. I hustypebeskrivelserne kan du læse om generelle konstruktionsmæssige og byggetekniske forhold, der var tidstypiske for hustypen, da huset blev opført. Samtidig skal du være opmærksom på, at en ejerskifteforsikring ikke dækker skader og fysiske forhold, som er normale for hustypen. Konkrete forhold ud fra de specifikke oplysninger om huset fremgår af tilstandsrapporten. 

 

Den 1. oktober 2020 blev tilstandsrapporterne ændret, og antallet af hustyper blev i den forbindelse også reduceret. Tidligere var der 37 hustypebeskrivelser, og efter den 1. oktober 2020 er der 16 beskrivelser, der kan vedlægges en tilstandsrapport. Hvis dit hus har gennemgået en større ombygning, eller hvis der er bygget til, så kan der vedlægges flere hustypebeskrivelser.

 

Hustypebeskrivelser

Der er i alt 15 forskellige hustyper samt en beskrivelse af "udefineret hustype". Du kan læse om de enkelte hustyper og finde alle hustypebeskrivelser på Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside