Indboforsikringen - også kaldet hjem-, familie- eller basisforsikring 1/2 - er den forsikring, der dækker dine ting.
De fleste har brug for en indboforsikring. For hvad mange glemmer eller ikke er klar over er, at en indboforsikring indeholder flere forsikringer i én.
Indboforsikringen indeholder en indbodækning (grunddækning), som dækker, hvis fx dine ting brænder eller bliver stjålet. Derudover er der også inkluderet en meget vigtig ansvarsforsikring, som dækker, hvis du ødelægger andres ting eller er skyld i, at andre kommer til skade samt en retshjælpsforsikring, som dækker omkostningerne ved visse retssager om private forhold. Til sidst er det også din indboforsikring som kan dække, hvis du bor i lejlighed, og du skal genhuses i forbindelse med en større skade på lejligheden, som er dækket af boligforeningens ejendomsforsikring.